• Forside
  • Sensommerens mange modtagelser

Sensommerens mange modtagelser

Det er altid rart at blive budt velkommen. Det giver en følelse af at være ønsket, og netop det at sige velkommen til er noget af det, som SMUKs sensommer handlede om.

Den 13. august modtog SMUK Kronprinsparret i Christiansfeld. Det royale besøg skyldtes byens 250-års jubilæum. Musikkorpset sørgede for den rette musikalske velkomst på byens torv kl. 10.00. En time senere underholdte Forsvarets Musikalske ambassadører ved en koncert, hvor der var adgang for alle og hvor vejret viste fra sin allerbedste side.

Den 1. september lagde Kongeskibet til kajs i Fredericia. Ombord var Hendes Majestæt Dronningen. Naturligvis stod SMUK klar til at modtage Dronning Margrethe sammen med byens borgere og dannebrogsflag, der begejstret blev viftet. Efter ankomsten med Dannebrog kørte majestæten i karet med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron gennem Fredericia.

To dage forinden kunne publikum hilse på de firbenede medlemmer af Gardehusarregimentet. Her var der nemlig ”åben stald”-arrangement i Fredericia. Man kunne også opleve SMUK, der var med til at give arrangementet en ekstra musikalsk dimension.

Det var imidlertid ikke kun medlemmer af Kongehuset, som SMUK bø'd velkommen. I løbet af sensommeren tog musikkorpset imod værnepligtige i Fredericia, Haderslev og Aalborg. Endelig stod SMUK også klar i Oksbøl, da en deling udsendte soldater vendte hjem efter endt udstationering.

 

SMUK - Slesvigske Musikkorps | Louisevej 7a | 6100 Haderslev | Tlf. 72 83 12 63 | smuk@smukmusik.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Smuk Slesviske Musikkorps 2023