fb insta youtube home
 nytaarsbanner

 

Omkring et halvt hundrede medlemmer af Slesvigske Fodregiments Soldaterforening holdt den 26. maj jubilarstævne i Haderslev. Det skete naturligvis med musikalske indslag fra SMUK.

Først var der mulighed for at se nærmere på kasernen, herefter var der koncert med SMUK i Slesvigske Musikhus.

- Der er mange, som er med til jubilarstævnet, der kan huske SMUK fra dengang, de selv var værnepligtige. Og stævnet er en af de traditioner, der har været der i rigtig mange år, siger Henrik Rønnow fra SMUK.

Efter koncerten stod den på march gennem Haderslev til Sønderbro med Slesvigske Musikkorps i spidsen.

Ved Mindeobelisken blev der lagt kranse. Mindeobelisken står ved Hertug Hans Kirken og er et mindesmærke, der blev opført i 1940 til ære for de soldater, der faldt i kampen mod de tyske tropper, der rykkede ind i Haderslev, da Danmark blev besat.

Herefter blev der marcheret tilbage til kasernen.

- Der var en, der fortalte mig, at han var meget på spændt på, om han var i stand til at marchere med. Det var nemlig 65 år siden, han var værnepligt, og han er 85 år i dag, men han blev så glad, da SMUK begyndte at spille, for når først der er musik, går det meget nemmere, sagde han, fortæller Henrik Rønnow.