fb insta youtube home

 

Julen er en dejlig tid – men også en travl tid. I hvert fald for SMUK. Der er nemlig ikke mange, der ligesom Forsvarets Musikalske Ambassadører formår at sprede den gode julestemning, og naturligvis gør musikkorpset alt, hvad det kan, for at få folk både i og udenfor Forsvaret i julehumør.

Den 5. december danner Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot rammen om en julekoncert med SMUK for officersskolens ansatte og elever.

Dagen efter medvirker SMUK ved årets julegudstjeneste for medarbejdere i Forsvaret. Den finder sted i Kastelkirken i København.

Den 14. december underholder SMUK ved julefesten på Fighterwing Skrydstrup.

Udover julegudstjenesten i Kastelkirken deltager musikkorpset ved flere andre julegudstjenester.

Den 15. december er det blevet tid til årets julegudstjeneste for medarbejdere ved Telegrafregimentet. Alle er dog velkomne til at overvære gudstjenesten, der finder sted på Ryes Kaserne i Fredericia.

Fem dage senere, den 20. december er der ligeledes julegudstjeneste for medarbejdere i Forsvaret. Denne gang dog i Sct. Jacobi Kirke i Varde. Ligesom i Fredericia er alle velkomne til at overvære denne gudstjeneste.

- Blandt vores vigtigste opgaver er dels at knytte relationer mellem civilsamfund og Forsvaret. Dels at styrke korpsånden internt i Forsvaret. Julen er noget, vi alle kan samles om, derfor sætter vi i SMUK pris på, at vi får lov til at sprede julestemning i så forskellige sammenhænge, som det er tilfældet i år, og derved bringe folk lidt tættere på hinanden, lyder det fra SMUKs orkesterchef Rasmus Frandsen.