fb insta youtube home

 

Julen og SMUK har én ting tilfælles. Begge dele har en masse hyggelige traditioner på samvittigheden. Og torsdag den 21. december går de to dele op i en højere enhed, når Slesvigske Musikhus lægger rum til en efterhånden fast tradition med Forsvarets Musikalske Ambassadører. Det er nemlig igen blevet tid til SMUK Julekoncert. Eller rettere til SMUK Julekoncerter. Der er nemlig hele to af slagsen. Den første begynder klokken 15, den anden klokken 19, og begge koncerter varer en times tid.

Og i løbet af den time er der gode muligheder for at komme i vaskeægte julestemning, lover kornettist i SMUK Bent Graversen .

- Der bliver masser af virkelig god julemusik, masser af hygge, og vi skal nok arbejde hårdt for, at folk kommer i den helt rigtige julestemning, siger han.

Publikum vil blandt andet kunne opleve Martin Knudsen bryde ud i sang, mens Mads Naomi Nielsen er solist, når SMUK præsenterer publikum for den berømte, amerikanske julesang ”Frosty the Snowman”.

Man vil desuden kunne nyde julesange som ”Jesus og Josefine”, ligesom Lars Birkelund Olsen forkæler med et musikalsk juleeventyr. Mellem de to koncerter er der mulighed for at købe æbleskiver og gløgg i musikhuset.

Faktisk er det svært ikke at komme i julestemning, lyder der fra Bent Graversen.

Kommer du selv i julestemning til koncerten?

Ja, det gør jeg da. Den får lige et ekstra nøk, det plejer at være så hyggeligt, siger han.

Billetter á kr. 50,- kan købes ved henvendelse til SMUK på tlf.: 72826902