fb insta youtube home

 hdch

SMUK Forårskoncert 2018 byder på et gensyn med dirigent Henrik Vagn Christensen. Han har tidligere arbejdet med SMUK og skal altså nu igen forsøge at løfte Forsvarets Musikalske Ambassadører. Det sker ved et kort forløb, hvis kulmination bliver en koncert på kunstmuseet Trapholt ved Kolding den 17. maj. SMUK Støtteforening arrangerer bustur fra Haderslev til Trapholt og retur med afgang fra Slesvigske Musikhus kl.16.00.

Til SMUK Forårskoncert kan publikum glæde sig til en aften, hvor SMUK går på opdagelse i den mere klassiske musik, fortæller SMUKs orkesterchef Rasmus Frandsen.

- Henrik Vagn Christensen var her også sidste år, og det er de ting, han satte fokus på i vores klassiske repertoire dér, som vi skal arbejde videre med nu. På den måde kan vi blive løftet endnu mere, siger han.

Et indgående kendskab

Henrik Vagn Christensen har et indgående kendskab til Forsvarets tre musikkorps. Han har således været chefdirigent og kunstnerisk leder for Prinsens Musikkorps, han har stået i spidsen for Dronningens Livgarde i en årrække, og han har ved flere lejligheder dirigeret SMUK.

- Forløbet med Henrik Vagn Christensen giver os bedre mulighed for at komme i dybden med musikken. Formålet er helt grundlæggende, at Henrik Vagn Christensen skal gøre os bedre som orkester. Og ved koncerten vil vi gerne vise publikum, hvad vi har arbejdet med, siger orkesterchef Rasmus Frandsen og forklarer, at der til projektet er ekstra tid til rådighed, så orkesteret netop kan komme i dybden med musikken.

Kendt for sin bredde

Ligesom SMUK har Henrik Vagn Christensen udmærket sig ved sin store musikalske spændvidde. Han er kendt som sin generations bedste ballet-dirigent og har blandt andet været tilknyttet New York City Ballet. Han er i det hele taget en eftertragtet dirigent både i og uden for Europa.

- Han er enormt inspirerende og utrolig velforberedt. Han giver plads til den enkelte musiker og er samtidigt meget tydelig i, hvad han vil med musikken. Musikerne følger sig trygge i hans selskab, og hvis der er noget, der får mange musikere til at performe, så er det tryghed, siger Rasmus Frandsen. Om orkesterchefen har ret, kan publikum altså selv bedømme ved koncerten, der begynder klokken 18.

Få information om billetsalg og bustur her