• Forside
  • SMUK serverer dansk musik sommeren over

SMUK serverer dansk musik sommeren over

Hvad er det, der skaber stemning i en by? For Haderslevs vedkommende er en del af svaret ret enkelt. Nemlig Fredagsparaderne med SMUK, der som navnet antyder som udgangspunkt finder sted hver fredag. Domkirkebyens gader bliver fyldt med messingmusik, funklende uniformer og skinnende instrumenter.

Sommeren over bliver Fredagsmarchen udvidet med en minikoncert foran domkirken, hvor Forsvarets Musikalske Ambassadører dykker ned i den danske musik.

- Typisk vil koncerten bestå af først en dansk sang, så et stykke af eksempelvis H.P. Lumbye og til sidst en  march, siger SMUKs orkesterchef Rasmus Frandsen og understreger, at musikkorpset sætter pris på minikoncerten.

- Vi er Forsvarets musikkorps, vi er hele regionens musikkorps, men vi er også Haderslevs musikkorps. Vi mærker en enorm opbakning i byen. Og hver gang vi har mulighed for at give lidt igen, servere noget musik og skabe en god sommerstemning, så gør vi det, siger Rasmus Frandsen.

Koncerten begynder præcis, når kirkeklokken slår 12.00. Under koncerten vender Stabstambour Kenneth Pultz Stenum et blad i Regimentets mindebog i Mindekapellet i Domkirken.

Hvad de færreste ved er, at der er en direkte forbindelse mellem sommerens minikoncerter og Gråsten Slot.
Siden 1950’erne deltog SMUK ved vagtparaden, når Dronning Ingrid var på Gråsten Slot. I forbindelse med fredagens vagtparade gav SMUK en minikoncert akkurat som den, der i dag er ved domkirken i Haderslev. Efter Dronning Ingrids død, flyttede SMUK minikoncerten til Haderslev, så traditionen og et lille stykke af Dronning Ingrids ånd kunne leve videre. Også koncerten på Gråsten Slot begyndte på slaget 12.00.

SMUK - Slesvigske Musikkorps | Louisevej 7a | 6100 Haderslev | Tlf. 72 83 12 63 | smuk@smukmusik.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Smuk Slesviske Musikkorps 2023