• Forside
  • Ny dirigent har fortid i flåden

Ny dirigent har fortid i flåden

En ung mand, som giver musikkorpset en hjælpende hånd, når der er brug for en trompetist, hvorefter han drager ud for at prøve lykken og dygtiggøre sig for siden at vende tilbage for at stå i spidsen for selvsamme musikkorps. Det kunne lyde som handlingen i et eventyr, og det er da også næsten, hvad det er. I hvert fald hvis man spørger den mand, det hele handler om; dirigenten Stig Mærsk.

Stig Mærsk vandt dirigentkonkurrencen og skal fremover være musikdirigent for Forsvarets Musikalske Ambassadører.
Efter ti år i England og mere end 1.000 timer på scenen er Stig Mærsk og hans familie tilbage i Danmark, og et nyt kapitel er begyndt.

Et mekka for messingmusik

Et nyt kapitel tog ligeledes sin begyndelse, da Stig Mærsk i sin tid krydsede Nordsøen.

- Idéen med at flytte til England var at få mere scenetid og mere tid med forskellige orkestre og derved dygtiggøre mig. Jeg var en ret grøn dirigent, og i Danmark var der ikke så mange muligheder for at komme i ilden, siger Stig Mærsk og fortsætter:

- Jeg har spillet med mange bands i England og havde derfor gode kontakter. Jeg kom til en audition, fik en kontrakt og har siden bare bygget på og bygget på, siger Stig Mærsk, der blandt andet har dirigeret i Royal Albert Hall.

Stig Mærsk har de seneste ti år haft adresse i byen Wakefield, der ligger nær Leeds. Han forklarer, at netop Nordengland har ry for at huse nogle af de fremmeste messingorkestre.

- Nordengland er et mekka for messingmusik, og gennem årene har jeg haft mulighed for at prøve at dirigere nogle af de bedste bands, man kan komme til, siger han.

Med to piger i skolealderen og et Brexit, der gør Storbritannien til et andet land, var det imidlertid tid til at flytte hjem.

Underviste i signalhorn

Det bliver ikke første gang, Stig Mærsk får Forsvaret som arbejdsgiver. Han aftjente sin værnepligt i Søværnet, hvor han fik den ni måneder lange basisuddannelse og desuden var musiker i Søværnets Tamburkorps. Her fik han efterfølgende en to-årig kontrakt, hvorefter han blev ansat i Den Kongelige Livgardes Tambourkorps.

- Men først skulle jeg lige lære at spille fløjte, siger Stig Mærsk med et smil.

Hos Livgarden underviste Stig Mærsk blandt andet de værnepligtige i at spille signalhorn.

Stig Mærsk benyttede sig herefter af muligheden i Forsvaret for at tage en uddannelse på gunstige vilkår. De kommende år læste Stig Mærsk på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og blev uddannet trompetist. Undervejs trådte han flere gange til hos både SMUK og Den Kongelige Livgarde, når der var brug for en musiker.

Skiftede spor

Det var som nyuddannet trompetist, han besluttede at ændre spor og gå dirigentvejen. På mange måder et oplagt valg, fortæller han.

- Jeg mærkede ret hurtigt, at jeg var god til at være dirigent, da jeg fik muligheden for at prøve det af. Omvendt følte jeg, at mine muligheder for at få et fast job som trompetist var begrænsede. Mine medstuderende var langt dygtigere, end jeg var, siger Stig Mærsk.

Han forklarer, at det hurtigt føltes rigtigt at guide musikerne gennem musikken.

- I England spillede vi koncerter næsten hver weekend, så jeg har opbygget en evne til at være afslappet på scenen og tale med publikum. Jeg har fundet min identitet og måde at gøre tingene på. Jeg er ret afslappet og naturlig. Sjov er jeg nok ikke – så jeg står ikke og fyrer vittigheder af, siger Stig Mærsk med et smil.

SMUK - Slesvigske Musikkorps | Louisevej 7a | 6100 Haderslev | Tlf. 72 83 12 63 | smuk@smukmusik.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Smuk Slesviske Musikkorps 2023