Skip to main content

Kollegaer forkæler med koncert

Når to tredjedele af de danske musikkorps – det vil sige SMUK og Prinsens Musikkorps – optræder sammen den 22. maj kl. 19.00, er det med musik fra allerøverste hylde på programmet. Musik, der både lyder godt og bærer de samme traditioner som i musikkorpsene. Publikum får således mulighed for at lytte til alt fra marcher og sange fra Højskolesangbogen til meget mere.
En række musikere optræder som solister og både toner fra Glenn Miller, H. C Lumbye vil fylde Harmonien. Stig Mærsk og Gert Skovlod Hattesen fra henholdsvis SMUK og Prinsens Musikkorps vil i øvrigt både dirigere og guide publikum gennem koncerten.
 
Støtteforeninger står bag
Det er de to orkestres støtteforeninger, der har arrangeret koncerten, som finder sted i Kulturhus Harmonien.
En koncert, som orkesterchef i SMUK, Rasmus Frandsen, ser frem til.
– I efteråret havde vi også besøg af Prinsens Musikkorps. Dengang lavede vi en fælles koncert, og jeg må bare sige, at det var noget ganske særligt at opleve så mange messinginstrumenter, så mange uniformer og så meget musikalitet samlet, siger han og fortsætter:
– Der sker bare noget rent klangligt, når mange instrumenter optræder sammen. Derfor var den fælles koncert også helt fantastisk, og jeg forventer da, at den samme magi kommer til at sprede sig, når Prinsens Musikkorps igen besøger os.
 
Fælles fredagsmarch
Det bliver med andre ord en koncert, man ikke vil gå glip af, hvis man nyder storslået musik og synet af funklende uniformer. 
Det er ikke muligt at reservere billetter til koncerten – alt, hvad man i stedet skal gøre, er at købe en billet i døren. Den koster 100 kr. 
Skulle man alligevel være forhindret i at opleve koncerten, er der stadig mulighed for at høre de mange instrumenter i forening. Dagen efter, fredag den 23. maj, deltager både SMUK og Prinsens Musikkorps nemlig i fredagsmarchen.