Skip to main content

SMUK, solister og symfoniorkester spiller jule-magien frem

Julemusik er messingmusik, tilsat et symfoniorkester, en sopran og Amin Jensen, så bliver det ikke bedre. Glæd dig til to særlige julekoncerter.
Samler du på stunder, der hver især bidrager til, at julestemningen sniger sig ind og gør december til noget helt særligt, så er der godt nyt.
11. og 12. december er der mulighed for at komme til en helt særlig julekoncert. Først ligger Kulturhus Harmonien, og dagen efter lægger Sønderborg Teater således sal til koncerten, hvor SMUK, Sønderjyllands Symfoniorkester, sopranen Anna Maria Wierød samt Amin Jensen serverer julens toner.

Der bliver plads til både sprøde, swingende julehits, en smagsprøve på amerikanske julehits og naturligvis stemningsmættede juletoner, hvor der er plads til at tænke på alle dem, du holder af.

Orkesterchef i SMUK, Rasmus Frandsen, glæder sig til koncerten:

- Man fristes jo næsten til at sige “fra alle os til alle jer”, siger han med et smil på læben og med henvisning til de mange musikere, der er mulighed for at opleve.

- Vi stiller med SMUK i stærkeste opstilling. Når man så tilføjer vore vanvittigt dygtige kolleger fra Sønderjyllands Symfoniorkester, tilsætter en fantastisk sopran og en erfaren konferencier, der også forstår at bruge stemmebåndet, ja så kan det kun blive magisk, tilføjer han.

 

Læs mere om koncerterne og bestil billetter her (koncerten i Haderslev) eller her (koncerten i Sønderborg). Den 13. december bliver koncerten i øvrigt gentaget på A. P. Møller Skolen i Slesvig.