Skip to main content

Markeringen af 9. april bliver ikke helt som den plejer

Markeringen af 9. april i Haderslev får i år et nyt element.
SMUK har sammen med en række samarbejdspartnere skabt en gratis podwalk, der bringer lytteren helt tæt på begivenhederne, da tyske tropper besatte Danmark i 1940.
Podwalken bliver lanceret den 9. april, hvor dagen også markeres med blandt andet en mindekoncert i Haderslev Domkirke.

I begivenhedernes centrum

Podwalken bringer gennem musik, lydunivers og skuespillere lytteren helt tæt på begivenhederne. Imens lytteren har podwalken i ørerne, følger vedkommende en rute gennem byen og befinder sig dermed rent fysisk akkurat dér, hvor tyskerne trampede gennem gaderne, hvor kuglerne satte sig i vinduesrammerne, og hvor danske soldater faldt.

Gode kræfter bag

Det var Martin Knudsen fra musikkorpset, der fik idéen til podwalken. Realiseringen af den er blevet til i et stærkt samarbejde mellem Haderslev Kommune, SMUK, Museum Sønderjylland og Haderslev Domkirkes Pigekor. Den er produceret af Sans1, og musikken er indspillet af SMUK. Torben Sminge er producer, ligesom der har været tilknyttet en manuskriptforfatter, skuespillere og Haderslev Domkirkes Pigekor.

Det er vigtigt at understrege, at podwalken ikke er en 1:1-beskrivelse af begivenhederne. Den er bygget op om en fortælling, hvor man følger en ung kvinde, der vækkes af, at hendes far, som er betjent, rasler med sit våben. Straks bliver hun bekymret – ikke mindst for sin kæreste, der er soldat og indkvarteret på Haderslev Kaserne. Podwalken følger kvindens færd gennem de kaotiske timer, hvor hun forsøger at nå frem til kasernen.

Stort researcharbejde

Fortællingen bygger på en virkelig beretning, og der er lagt et stort arbejde i researchen, så beskrivelserne i podwalken er en gengivelse af, hvad der skete i Haderslev, da tyskerne besatte Danmark – og ikke mindst hvor i Haderslev det skete. Turen tager en times tid, og der er taget højde for, at ikke alle går i samme tempo.

Markeringen af 9. april begynder i øvrigt akkurat som tidligere. Der er flaghejsning, mindetale og kransenedlæggelse fra morgenstunden. Senere er der march til Hertug Hans Kirke, hvor der igen er en mindetale og kransenedlæggelse ved mindesmærket for 9. april efterfulgt af mindeandagt i kirken. Klokken 12.00 bliver der holdt to minutters stilhed, og flaget bliver hejst til ære for de faldne.

Den 9. april bliver med andre ord markeret med den andægtighed, ydmyghed og respekt, der hører sig til.